Skip til hoved indholdet

Om bofælleskabet

Botilbud efter servicelovens § 107

De fysiske rammer

Bofællesskabet ligger tre minutters gang fra Kokkedal Station, hvor der er gode bus- og togforbindelser til både Nordsjælland og København.

Bofællesskabet består af én stor lejlighed. Der er fire værelser, to badeværelser, et kontor, en fællesstue samt fælles køkken og spisestue.

Der er to fælles altaner, en overdækket og en åben.

Der er mulighed for at vaske og tørre tøj i bebyggelsens vaskeri, som ligger to minutters gang fra lejligheden.

Økonomi

Huslejen beregnes individuelt, spørg derfor en rådgiver om dette.

Der betales et fast månedligt beløb til kost.

Hverdagen

Beboerne bliver visiteret af deres kommune og får ved indflytning en §141 handleplan. 

Alle beboere bliver tilbudt botræning. Der arbejdes med rengøring, økonomi, madlavning, transport og andre praktiske gøremål.

Desuden ydes der støtte til fællesskab og sociale aktiviteter i og udenfor fælleslejligheden.

Beboerne i Højmose Vænge er som regel i beskæftigelse af forskellig karakter.

Én gang om ugen afholdes et husmøde. Formålet med husmødet er, at beboerne er medbestemmende og har indflydelse på de fælles værdier og normer for livet i Højmose Vænge. Derudover planlægges ugen på husmødet.

Der er en tavle, hvor personalets billeder og arbejdstider for ugen er skrevet på. Yderligere er der en plan for fælles aktiviteter. 

Kost

Som en del af botræningen er beboere og personalet sammen om at handle, lave mad og at spise. Vi vægter fælles madlavning og fælles spisning højt som en social aktivitet. Vi har fokus på at tale med beboerne om hvad sund kost kan være og tilbyder frugt og grønt hver dag. 

Ture 

I Højmose Vænge arrangerer vi i samspil med beboerne 2-3 dagsture om året. Efter ønske fra beboerne bliver der arrangeret biografture, teaterture, restaurantbesøg mv. 

Personaledækning

Der er tilgængeligt personale i hverdagene fra klokken 8.00 til 20. Lørdage er der tilgængeligt personale fra kl. 12 til 20. Der er ikke personale om søndagen. Der er ingen nattevagt. I løbet af dagen, hvor beboerne ikke er hjemme, løser personalet andre opgaver uden for huset. Personalet kan kontaktes via telefon.

Om medarbejderne

Hørsholm Kommune har to bofællesskaber for voksne udviklingshæmmede med 11 medarbejdere og én leder. I Højmose Vænge er der normeret 2 stillinger. Vi har SOSU assistenter og pædagogisk uddannet personale. Desuden er der tilknyttet et antal vikarer, som står til rådighed ved det faste personales sygdom, ferie, kursus mv.

Om samarbejdspartnere

Der er tilknyttet flere samarbejdspartnere alt efter beboerens individuelle behov. Typisk er der tale om pårørende, sagsbehandler, hjemmepleje og beboernes beskæftigelse.

Alle beboere tilbydes hvert år at få udarbejdet en personlig handleplan efter Lov om Social Service § 141. Handleplanen er et frivilligt tilbud og foregår i et samarbejde mellem Højmose Vænge, Hørsholm Kommune, beskæftigelse og evt. pårørende.

Bofællesskabet Højmose Vænge
Højmose Vænge 41,st, 2970 Hørsholm

Telefon: 51 29 37 38
hojmose_vaenge@horsholm.dk